Af Helena Moustgaard
Lige som man troede, at man havde set alt, hvad Transformers-universet kunne kaste efter en – fra film til tv-serier, spinoffs og legetøj – kommer Transformers One og fejer det hele af bordet med en frisk start. Titlen alene signalerer selvsikkerhed: “Vi starter forfra”. Men kan en prequel til et af de mest malkede franchises virkelig bringe noget nyt på banen? Svaret er et overraskende ja!
Instruktøren Josh Cooley, manden bag Toy Story 4 (2019), har sammen med sit erfarne manuskriptteam skabt en animeret oprindelseshistorie, hvor vi møder en rebelsk, ung og grinende Optimus Prime, der konstant laver jokes og formår at få sin bedste ven Megatron i problemer. Ja, den Megatron hans helt store ærkefjende.
Vi møder dem som Orion Pax (Rasmus Hammerich) og D-16 (Simon Sears), minearbejdere på planeten Cybertron, hvor robotterne er opdelt i to klasser: dem med evnen til at transformere sig og dem uden. Undertrykt af overklasserobotterne former Orion Pax og D-16 et dynamisk venskab, der stråler af charme og humor, selvom vi alle ved, at det kun kan ende i tragedie. Der er noget både sjovt og bittersødt ved at se de to, nu ikoniske fjender, som unge, eventyrlystne outsidere.
Et af højdepunkterne i filmens første halvdel, er da Orion Pax og D-16 sniger sig til at deltage i det årlige Iacon-5000 racerløb, og, uden at kunne transformere, næsten (næsten!) tager førstepladsen fra racerløbs-eliten. Det er hæsblæsende.
Bag filmens manuskript står et stærkt forfatterteam med Andrew Barrer, Gabriel Ferrari og Eric Pearson, som er kendt fra store Marvel-produktioner som Ant-Man and the Wasp (2018), Thor: Ragnarok (2017) og Black Widow (2021). De leverer en solid, actionfyldt historie, men selv med skarpe replikker og højt tempo sniger der sig af og til en følelse af forudsigelighed ind i det ligefremme plot. De store scener er alle nøje udformet og udført med en god sans for rytme og humor, der forhindrer filmen i at blive ensformig eller falde i den fælde, der er tom fanservice. Alligevel føles dens charme nogle gange lidt som Marvel-masseproduktion.
Det udtryk kommer også frem i filmens lidt forvirrede computer-genererede animationsstil – en stil, der på den ene side skaber et detaljerigt Cybertron-univers, men på den anden side til tider føles som en B-klasse tv-spinoff for børn. Resultatet er en animationsfilm, der på en eller anden måde både fremstår som en dyr Blockbuster og samtidig uforklarligt billig.
Det der virkelig skinner igennem i filmen, er karakterudviklingen, især forholdet mellem de unge udgaver af Optimus Prime og Megatron. Deres venskab og deres oprørske kamp for retfærdighed er utroligt oprigtig og tilføjer en følelse af friskhed og uskyld til en prequel, man ikke skulle tro ville have det. Deres forhold får en følelsesmæssig tyngde, fordi filmen ved, hvad der er nødt til at ske, og ikke styrer uden om det uundgåelige.
Også humoren er en del af filmens helt store charme. Ud over de skarpe bemærkninger mellem Optimus og Megatron, møder vi også B-127 (Christopher Læssø), en ung Bumblebee, der ihærdigt prøver at overtale de andre til at kalde ham ‘Badassatron’. Efter at have været alene i hvad han vurderer er et sted mellem ’meget lang tid’ og ’for evigt’, snakker B-127 nu uafbrudt, og bliver en forfriskende forandring fra den Bumblebee, der i de sidste syv film har været nødt til at tale gennem en radio. Han bringer et vedvarende glimt af humor og skaber en fed balance i filmens action-fyldte univers.
Transformers One er en spændende ny tilføjelse til en franchise, der ellers kunne have virket udtømt. Den har charme, hjerte og en sund dosis nostalgi – men med et tvist. Der er masser af sjov og action at hente i denne vellykkede prequel.
Kommentarer